96 17 89 89

Thisted
Industrivej 39
DK-7700 Thisted

3N Lakering fokuserer kræfterne

3N Lakering har taget en strategisk beslutning om fremover at satse 100% på firmaets industrilakering. Det betyder et farvel til autolakeringsaktiviteterne, som netop er blevet solgt til pierre.dk Autolakering. En beslutning, som 3N Lakering vurderer som en win-win for alle parter.

Det er et ønske om at kunne koncentrere kræfterne i den stadigt voksende industrilakeringsafdeling, der ligger til grund for beslutningen.

  

- Vores industrilakeringsafdeling har været i konstant vækst gennem de seneste 6-7 år, og intet tyder på, at den vækst ikke fortsætter. Vi ser derfor et stort udviklingspotentiale i dén del af forretningen, og det potentiale vil vi gerne indfri. Derfor er det nødvendigt, at vi nu koncentrerer kræfterne og udelukkende har fokus på den del af forretningen, hvor vi ser de bedste vækstbetingelser, lyder det fra 3N Lakerings indehaver, Morten Fuhlendorff Nielsen.

Morten Joan 

 

Nicheområder med potentiale

3N Lakering har knap 30 års erfaring med industrilakering, og virksomheden har haft succes med at positionere sig som én af de førende i branchen.

 

- Vi kan lave meget store konstruktioner, hvilket meget få i Danmark kan gøre os efter. På nogle områder er det, vi kan, faktisk så unikt, at det kun er os, der laver det. Så ud over at vi naturligvis

kan løfte alle traditionelle industrilakeringsopgaver, så har vi også nogle nicheområder, hvor vi ser et stort potentiale. Især også fordi at vi på industrilakeringsdelen har hele Danmark som markedsplads, fortæller Morten.

  

Autolakeringscentret i gode hænder

3N Lakering beskæftiger pt. 32 medarbejdere, men i forbindelse med salget af autolakeringsafdelingen overgår 12 medarbejdere til pierre.dk. Således vil industrilakeringsafdelingen herefter beskæftige 20 medarbejdere.

  

Beslutningen om at frasælge autolakeringsaktiviteterne er ikke en beslutning, der er truffet hen over natten. Det var trods alt netop autolakering, der var kerneydelsen, da 3N Lakering blev etableret af Mortens forældre tilbage i 1969.

  

- Idéen om et salg kom på banen i starten af året, men den skulle lige modne lidt hos os først. Set ud fra et forretningsmæssigt synspunkt, var beslutningen egentlig ikke svær, da vi jo mener, at 3N Lakerings største vækstpotentiale ligger i industrilakering. Derfor giver det også god mening at få frigjort nogle ressourcer, så vi kan fokusere indsatsen her. For os har det dog været helt afgørende, at vi overlader afdelingen og de tilhørende medarbejdere i trygge hænder. Det føler vi virkelig, at vi gør med pierre.dk Autolakering, som vi har haft et samarbejde med gennem en årrække. pierre.dk er en stor koncern med flere ”muskler” og et langt større setup. Deres kerneydelse er netop autolakering, så de har fuldt fokus på området og har helt styr på tingene. Vi sender en toptunet afdeling videre til en stærkere spiller inden for det her område, og det tror vi helt sikkert kun vil styrke afdelingen og således komme både vores medarbejdere, vores kunder og området til gode, fastslår Morten.

  

Alle 12 medarbejdere fra 3N Lakerings autolakeringsafdeling følger med over i pierre.dk i forbindelse med salget. Morten selv vil ligeledes følge afdelingen tæt, idet han indtræder i en konsulentfunktion for pierre.dk’s Thisted-afdeling, således at ejerskiftet bliver en god oplevelse for både kunder, medarbejdere, køber og sælger.

  

For yderligere information, kontakt venligst indehaver Morten Fuhlendorff Nielsen på telefon 29 48 89 90.

"3N Lakering er en særdeles omstillingsparat og fleksibel leverandør, der altid står klar til at hjælpe, hvis vi har en hasteordre, der skal ekspederes" Production Administrator, Lise Hygum Hansen